Glade menneske smider ikke med bomber


Ville jeg spænde en bombe om maven og gå på besøg på borgen, hvis jeg endte på gaden ? Nej det ville jeg aldrig gøre, for jeg ville tænke på de flåede menneskekroppe, på politikernes børn, på deres gamle mor, på de gode sider af dem, som jeg tror er der, men som bare ikke rigtig kommer til orde i kampen om de bedste pladser i samfundet. Empatiens forbandelse, den de regner med vil sikre, at de aldrig får virkelig modstand.

Men tiderne ændre sig, for i det samfund de skaber, konkurrencesamfundet, er empatien brændt ud, slettet og findes ikke mere. Her handler det kun om at være vinder og eftersom et sådan samfund skaber flest tabere (der kan kun være Een vinder) og uden empati er alt muligt, også bomber, som vi ser det verden over.
Faktum er, som jeg ser det, så er det taberne, som tilværelsen blandt mennesker har brændt empatien ud af, der smider bomber på må og få. Glade mennesker smider nemlig ikke med bomber !

Reklamer
Udgivet i Samfunds kritik | Tagget , | Skriv en kommentar

Magi-leverpostej-magi


Det der er magisk i dag, forvandles til en flad leverpostejmad om nogle år. Det er menneskets forbandelse og velsignelse.

Det var magisk, dengang de første mennesker krøb på ryggen af en hest og lod sig transportere af et andet væsen.
Det var magisk, når almuen så herremanden ride forbi på hans stolte ganger, fint iklædt al deres møje og hårde slid.
Det var magisk, da de første biler viste sig på vejene og tog kunne fragte en langt væk og tilbage igen.
I dag er det magisk, at krybe på ryggen af en hest og ride igennem det dansk kulturlandskab, som jo er det eneste vi har.

Magien vender altid tilbage, faktisk er den der altid, vi glemmer bare at se det, fordi der er så meget af det og vi alle har adgang til det.

I stedet for transport, kunne jeg have skrevet om tegnefilm, IT eller telefoni, som pt er leverpostej uden magi, men magien skal nok komme tilbage….med tiden (dette er både et løfte og en trussel)

NB Man bør huske, at en flad leverpostej er magi for den, som er sulten.

Udgivet i Filosofi | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Siden sidst. september 2017


På midten har flest det bedst:
Jeg er generelt et politisk midtermenneske, fordi der findes rimeligheden og chancen for at skabe balance mellem samfunds forskelligartede interesser.
Når pendulet svinger ud i ydre stillingerne, får/tager en del af samfundet al magt, al indflydelse og dermed al frihed. Tilsvarende forsvinder magt, indflydelse og frihed fra dem, som ikke er enige eller bare ikke passer socialt ind den fløj, som pendulet hviler i.
Det gav os nazismen, det gav os kommunismen og andre regimer, som står for folkedrab og/eller massiv undertrykkelse af såkaldte modpoler. og det vil give os Neoliberalisme og plutokrati.
Kunsten i et godt samfund, er at holde pendulet på midten, så alle har rimelig meget magt, indflydelse og frihed.
Sådan et samfund er jeg vokset op i og levet i til jeg var omkring medio fyrre. Der gik dog en del år, inden jeg indså, at pendulet var svinget så langt til højre, at det ville kræve mere end bare lidt protest, for at hive det tilbage på midten, så vi alle kan holde ud at være her igen.

Højrefløjs-propaganda:
Problemet med en så tom floskel, som “det skal kunne betale sig at arbejde” er, at der i ligger også begrebet om, at nogen skal være rige og resten gerne fattige, skjult. Generelt stiger lønningerne efter, hvor meget nogen over en, kan tjene til sig selv på ens arbejde. En legaliseret udbytter kultur.

En udfaset strategis tilbagekomst:
At “rage til sig med arme og ben” er en overlevelses strategi, fra den gang hvor man døde af sult, hvis man ikke omgående åd den gulerod, som man fandt.
Men så opfandt vi samfundet, hvor det at dele, gjorde at flere overlevede og så gik det fremad for mennesket.
Men der har til alle tider været nogle, som har bevaret et toptunet “rage til sig med arme og ben” gen.

En lignelse:
Hærmyrer bosætter sig et sted, æder alt omkring sig, løber tør for mad og drager til et nyt sted, hvor de æder alt.
Hvis Dronningen og soldaterne fik trang til at vokse til dobbelt størrelse og derved fik behov for dobbelt mad, ville de hurtigere æde alt maden og måtte flytte hurtigere. Det ville betyde at hærmyrerne hurtigere kom tilbage til et af de gamle steder, hvor der var mindre mad, da området ikke mere fik tid til at komme sig oven på sidst de var her.
De ender med at have ædt dem selv ihjel, den selvopfyldte uddøen, den ultimative grådighed.

Udgivet i Indsigt-Påstande, Min mening | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Almægtighed fup eller fakta


Gud kan ikke være almægtig, for så er samtlige fejl på kloden hans fejl, Djævlens gerninger inkluderet. Hvis der findes en Gud, er han sikkert mægtig, men ikke ALMÆGTIG, for så ville han fjerne Djævelen og al hans uvæsen. Hvis nu Gud alligevel er almægtig, så må han i sagens natur være underlagt nogle spilleregler, siden han må lade Djævelen være med i spillet og ikke går ind og fjerner det, der konstant får menneskene til at bryde hans bud. Måske har Gud selv lavet disse spilleregler, fordi han syntes han var for mægtig og derfor ingen have at spille imod og så lavede han sig en modstander: Djævlen.
Hvis i så fald, har han selv forurenet, hans egen kreation, mennesket og kan vel ikke være sur på menneskene over det eller hvis Gud ikke har lavet disse spilleregler, så har en anden og Gud er så ikke almægtig.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Løse brokker om fænomenet tid


Typisk tid, tidstypisk
Små samlinger af det, forskellige folk vægter mest ? Altså nok mest ævl, sådan set fra det individuelle perspektiv, da perspektivet er bundet til alderen, udviklingstrinet og sted for iagttageren: MIG eller DIG og derfor forskelligt, altså ikke typisk.

Tidsrum
Tiden er et rum, som vi altid er på vej ind i og på vej ud af. Her kan vi ikke være, da tidsrummet ikke står stille og vi må gå videre til vi ikke kan gå mere.

Nedsmeltning
Tiden er også som snevejr, nye fnug daler ned og dækker de gamle og kun det der afdækkes af hver generation af fnug, forbliver synligt gennem utallige generationer, men tilsidst forsvinder også de, måske smelter de nederste lag bare.

Udgivet i Filosofi, Indsigt-Påstande | Tagget | Skriv en kommentar

Højre eller venstre, rød eller blå ?



Nu ved jeg hvilke intensioner, der skiller højrefløjen og venstrefløjen i dansk politik ! Højrefløjen lægger sig i selen for at tjene mange penge uanset hvordan, for at få dem en større bil billigere.
Venstrefløjen vil bruge alle pengene på ren natur (blandt andet ved forhindre højrefløjen i at købe større biler) bæredygtig energi, sunde rene råvarer leveret af sunde dyr og planter på en sund jord. De vil tage vare på ældre, syge og arbejdsløse og sætte grænser for grådigheden.

Jeg ved godt, hvem jeg stemmer på , gør du ?

Vi, hele menneskeheden, står på skuldrene af naturen. Naturen er vand, jord og luft og de dyr og mennesker der lever i, på og af den. Er det så holdbart at træde så tungt, som vi gør ? Hvis naturen vælter, vælter vi også, du, dine børn og dine børnebørn. Naturen er så stor, at den ikke retter sig op på mange tusinde år, hvis først den er væltet.

Der havde ingen økologi været, ingen vindmøller, ingen rettigheder, ingen velfærd, hvis ikke venstreorienterede ildsjæle havde villet noget andet, end at tjene penge og blive rige og havde startet det op, mens højrefløjen arbejdede for sig selv, for at blive velhavere.

Når nu højrefløjen også i dag, har slået sig på vind, økologi m.m. så er det fordi “det har vist sig, at det kunne betale sig” Det er vist deres motto.

Jeg giver venstrefløjen til venstre for S en chance. Kan det gå galt ? sagtens, det så vi, blandt andet, med Sovjet Unionen og Kina, men Rigmands vælder har vi set på i flere tusinde år og de har intet lært endnu, så lad andre typer komme til, det kan næppe blive værre for flertallet, end der hvor vi er på vej hen i dag.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Historie eller bare en historie


De rige var glade. De havde lykkedes med at bilde alle andre ind, at de var noget særligt. De havde gjort det så godt, at de selv var kommet til at tro på det.
Smarte præster fik dem selv sat ved de riges bord, ved at hviske de “særlige” i ørerne, at det var Guds vilje, og så fik de gjort Gud til undersåt med særlige beføjelser i mere end tusinde år.
For at vise hvor særlige de var, skulle der synligt udstyr til og de driftige, knapt så rige, så en egen mulighed for også at blive lidt rige. De hviskede de rige i ørerne, alt hvad de kunne, hvis de kunne nå dem og kunne de ikke det, hviskede de til dem, der kom nærmere på de rige ører, de næsten rige. De lod de næsten rige tro, at ideerne var deres egne, fordi så var de ivrigere efter at bringe dem for de riges ører.
En ide nåede frem og den første rige byggede et slot.
Snart havde alle rige et slot. Lige så stort, som de overhovedet havde råd til. Sommetider større og så måtte undersåtterne betale mere skat og sulte.
En, nu mere velhavende driftig, købte en kanon ide og lavede en våbenfabrik. Snart hviskedes der om den krigeriske nation i nationerne ved siden af, så de fik også en våbenfabrik. Nu blev der hvisket meget om krig.

Krig blev der tilsidst, den ene rige vandt (det er lige meget, hvem det var for undersåtterne, de betalte stadig skat og sultede) og der blev fred. Den rige vinder havde nu flere undersåtter til at betale skat og blev rigere.
Men behovet for at vise sin “særlighed” var jo ikke forsvundet med sejren over naboen, så ideerne gik deres sejrsgang og undertallerkener af guld og porcelæn, fint tøj, draperier, malerier, store fester, uniformer til tjenere og soldater og flere slotte så dagens lys.

I perioder med venlige rige på toppen af lagkagen, fik undersåtterne også lidt ud af at hjælpe de rige med, at være så rige og der blev flere næsten rige.
For dem blev vejen til de rigestes øre kortere og disse blev fyldt med masser gode ideer og der kom vækst.

Nu begyndte de rige og de næsten rige at slås lidt om undersåtterne, for de skulle bruge dem til at arbejde på væksten. Væksten var de “nye slotte” måden at vise hvor særlig man var, over for andre landes rige og næsten rige. Derfor fik undersåtterne lidt mere i løn og sultede ikke mere og det viste sig at understøtte væksten. Ideerne kom nu ikke bare fra de næsten rige, men også fra undersåtterne, nu de ikke mere var bange og sultne.

Men de rige kunne ikke lide den mangel på sult og frygt, fordi nu kunne man ikke lige få øje på deres egen “særlighed” mere og noget måtte gøres.
Så de rige købte de næsten riges ideer og rationaliserede dem. Så trak de profitten ud af ideerne og med den købte de flere ideer og blev rigere og rigere.

Der var en stiltiende aftale mellem de rige, at de ikke skulle slås så meget indbyrdes nu. Først måtte de få undersåtterne ned på plads igen. De opfandt de åbne grænser og arbejdskraftens frie bevægelighed. Genial ide ! Når først man igen kunne se, hvem der var noget særligt, kunne man altid lade ens undersåtter slås med de andres undersåtter (skak for rigmænd) og se hvem der var den mest særlig af alle, det havde man gjort før.

Snip snap snude historien er aldrig ude.

 

Udgivet i Filosofi, Indsigt-Påstande | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar