Atombomber og kvindefodbold


Jeg var lige en tur til barndommens og ungdommens gade et par timer via DR2s dokumentarer her til aften.

Jeg så: Fordi du er kvinde: Livet er for kort til kvindefodbold og udsendelsen om Atombomber over Danmark.

Jeg spillede fodboldt fra ca 68-79 og har hørt alt tåbelige mænd kunne finde på sige om kvinder og fodbold
Jeg var så i hjemmeværnet fra 78-91 og har også hørt alt tåbelige mænd kunne finde på at sige om kvindelige soldater. Mandlige ledere gav mig dog lederstillinger, helt uden at jeg bad om det. Jeg meldt mig ud under Golfkrigen, da jeg ikke ville forlade mine 2 piger alene, hvis Hjemmeværnet skulle gå på plads.

Jeg voksede uanfægtet op i en brydningstid med store sorte skyer under horisonten og kom stærk, selvbevidst og miljøbevidst ud af det og fik gjort det jeg ville hen af vejen. Jeg var aldrig på barrikaderne for nogen sag, men gav trygt min mening til kende og gør det stadig.

Jeg bor dog aldrig et sted uden at vide, hvordan jeg kommer væk i en fart (der kunne blive brand) og lærte mine små piger førstehjælp, thi intet er mere traume-udviklende end at være hjælpeløs.
Jeg kan takke mine hård arbejdende forældre, der lod mig være mig det meste af tiden, men også lærte mig at lege en anden i ny og næ (iført pænt tøj og at sove med curler i håret) At de var stolte af deres drengepige var et brud med fordums sære skikke, men her skal jeg nok også takke mine bedsteforældre og andre der gik forud.

Disse tåbelige mænd, som jeg refererede til, fandtes heldigvis (naturligvis) ikke der hvor jeg færdes, men man mødte dem rundt omkring og de skulle nok sørge for at man hørte dem.

Klimatruslen er vor tids brydning. Lige så truende for børn og unge i dag, som atomtruslen var for min generation. Kvinderettighederne er kommet langt siden de begyndte at få ben at gå på omkring forrige århundredeskifte, omend der har været forsøgt at smede lænker på dem og tempoet derfor har været fodslæbende.

Jeg tror at børn og unge i dag, her iblandt mine egne 3 børnebørn, vil klare det der kommer og når de er 62 år, som jeg er i dag, vil kunne fortælle den tids børn og unge, at mennesket altid ender op med at få ryddet op i det rod mennesket altid efterlader i dets slipstrøm gennem tiden. Det er så bare aldrig dem der roder, som rydder op, men nogle andre.

Udgivet i Filosofi, Hurra-mode | Tagget | Skriv en kommentar

En Maggi-terning af menneskets udvikling (skrevet i en fjern fremtid)


Hvis der, ude i det umådelige og fremmedartede univers, om 5000 tusinde år på et universitet bliver stillet en opgave, som lyder således: Lav en Maggi-terning af menneskehedens udvikling på planeten Jorden, hvad ville eleverne finde i bibliotekets bøger om mennesket og hvad ville de koge det sammen til ?

Mennesket var det øverste væsen blandt utallige i planetens magthierarki.
Grundet deres større intelligens og evner for indbyrdes kommunikation, kunne de ophobe viden og dele erfaringer. Særlige nysgerrige individer fandt på nye ting og nye metoder til at effektivisere alt de beskæftigede sig med, ofte inspireret af den delte viden. Som tiden gik blev de flere og flere og havde sprede sig fra startområdet ud over hele planeten.

Da alle mennesker ikke længere havde de samme levevilkår, udviklede de forskellige metoder og måder at gøre ting på, det de senere selv, samlet set, kaldte kulture. Kulturen var tilpasset til den geografi, det klima og den fauna der omgav dem og ikke mindst de individer der levede der og deres individuelle behov.

Med tiden var der så mange mennesker alle steder, at de ikke mere kun levede inden for deres kendte kulturs grænser, men blandede sig og lærte nye ting af de fremmede kulturer. Ret ofte udryddede den ene kultur den anden, grundet et ønske om at få rådighed over de nyttig ting de andre havde haft rådighed over i deres område.

Over tid havde de udviklet skrift sprog og da alle kunne læse og lære af andres erfaringer på kryds og tværs, tog den teknologiske udvikling fart og summen af viden og opfindelser voksede eksplosivt.

Snart var de så effektive at alle overlevelses problemer var løst. Da livet nu ikke mere handlede om at overleve, måtte de finde på noget at bruge tiden på. Nogle blev dygtige til at lege. Andre blev dygtige til at samle på sære ting, blandt andet små klistrende billeder, en slags møntfod til at betale for at andre bragte ting rundt. Andre igen samlede ressourcer, der blev konverteret til endnu en møntfod i store bjerge, en nu unyttig rest af en for længst unødvendig overlevelses strategi kaldet grådighed.

For at tilfredsstille disse samlermanier, udviklede der sig en uhensigtsmæssig kultur, hvor den der havde mest, var mest magtfuld. Magten fik den magtfulde, ikke fordi han var klogest, men fordi dem der havde mindre håbede at han ville dele med dem, det gjorde han nok lidt, men ikke mere end at han stadig havde mere. Dermed var der frit slag for at de magtfulde blev endnu mere magtfulde og metoder til forsat at kunne samle magt og penge mere effektivt, blev opfundet og finpudset.

Tilsidst var samlermanien så stor, at alt på planeten var blevet brugt til at tilfredsstille denne mani og planeten var tømt for ressourcer og en løbsk drivhuseffekt, grundet forurening fra de overdrevne menneskelige aktiviteter, tog fart og menneskeheden og eventuelle andre arter uddøde.

Jorden er i dag en livløs planet med en 500 grader varm overfladetemperatur på linje med Venus.

Udgivet i Filosofi | Skriv en kommentar

Løst og fast om Metoo


Intolerancen:
Jeg synes at intolerancen har kronede dag hele vejen rundt om sagen. Mænd der vil bevare den frie gramse ret i frygt for at miste deres maskulinitet, kvinder der gerne vil gramses på og nedgøre “svagere” kvinder, for selv at fremstå stærkere og folk der kan se deres snit til at fjerne hindringer på deres vej mod toppen, slås om at nullificere det væsentlige.

Om debatter på nettet:
Rundt om sagens kerne dannes et rødt felt. De flest bevæger sig fra sagens kerne og ud i det røde felt, trigget af folk i den modsatte side af det røde felt og vender tilbage til sagens kerne. Nogle bliver hovedsaglig i sagens kerne og andre forlader aldrig det røde felt, når først de er havnet der. De fleste indlæg om Metoo på nettet, mener jeg kommer fra det røde felt.

Om det sjove:
Jeg tror faktisk ikke nogle under Metoo mener at det sjove (flirt, kurtiseren og bejlen) skal væk. Men når noget der går forklædt, som “det sjove” skal fjernes fra normal-adfærden vil normal-adfærden få lidt skrammer, den vil hele.

Ridderlighed:
Hvis alle mænd udviste den ridderlighed det er et holde øje med målets reaktion, når de kommer galoperende med lansen klar, ville de hurtig sanse, hvornår de skal sænke den og prøve en anden angrebsvinkel, så havde der ingen Metoo været. Dem der mestre ridderligheden er ikke under angreb, men dem der ikke gør, har søgt dækning mellem dem og det har de altid, til nu, fået lov til.

Biprodukter
I cocktailen Metoo og politik vil der være ægte overgreb og taktiske manøvre i en pærevælling fra alle sider. Faktisk blotlægger Metoo mere end bare sexistisk mandehørm og grumt magtmisbrug, men også den stank der siver fra forsamlinger af ambitiøse mennesker på og nærved magtens tinde.

Om handlingen:
Selve handlingen er ikke nødvendigvis en krænkelse, men opgraderes til dette, når den udføres af en person, som har magt over den, som den udføres på. Så handlingen i sig selv kan lige så nemt nedgradueres til en ligegyldighed, hvis man udelader magtens konsekvens i ligningen og det sker rigtig tit i debatterne her på nettet.

Så mænd måske bedre kan forstå:
Hvis du er ambitiøs og din chef beder dig om at spille golf med ham og du absolut ikke gider spille golf, så starter der en metronom i dit hoved: vil det gøre ham sur på dig og skade din mulighed for karriere, hvis du siger nej tak/ vil det gavne hvis du siger ja til dette skridt til at komme ind i varmen. Sådan en metronom starter en hånd på låret, lagt af en chef, på en kvinde med ambitioner. Forskellen og ligheden er tydelig. Prisen for accepten af hånden er bare langt mere vidtgående for kvinden end din eventuelle accept af at spille gold, mens afvisningen kan har samme pris.

Jeg har altid været ganske uambitiøs og reaktionen har derfor været spontan over for diverse håndspålæggelser.

Den indre kultur:
Når jeg har sagt fra over for mænds overskridelse af mine grænser og ditto chefers, så har jeg ikke bare måtte kæmpe med dem, men også med den arvede kultur i mig selv: arbejderkulturen og kvindekulturen. Gudskelov at uddannelse og læsefærdighed har nullificeret uvidenhedens kultur, med den oveni havde jeg næppe haft selværet til at mærke mine grænser.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Hjemmepleje møllen


Jeg har råbt op siden nullerne, men al magt er flyttet ud af systemet og op til politikerne og IT-programmerne. Ergo er der ingen med magt i systemet selv, som kan ændre noget som helst. Systemet holdes i en spændetrøje af ITens åbenlyse begrænsninger.

Eksempel:
Jeg havde 6 min til støttestrømpe-påsætning på en mand med 2 fødder.
det startede min arbejdsdag med 3 af, 3 forskellige steder i en lille by.
Det var 18 minutters arbejde. Standart.

Det tog 4 min at nå ud til den første (låse nøgleboks op, låse dør op, låse nøgle ind i boks og gå ind, tage sko og overtøj af)
Det tog 7 min. at nå til den næste (bil skulle hentes, køres, låse nøgleboks op, låse dør op, låse nøgle ind i boks og gå ind, tage sko og overtøj af)
Det tog 5 min at nå til den sidste (bil skulle hentes, køres, låse nøgleboks op, låse dør op, låse nøgle ind i boks og gå ind, tage sko og overtøj af)
Det var 16 min. forsinkelse. Varierende.

Jeg gik, som det selvfølgeligste i verden, til planlæggerne af min arbejdsdag:

Jeg: Jeg har brug for 5 min. køretid mellem hver (man er vel beskeden)
Planlægger: Køretid under 5 min. eksister ikke i IT-systemet.
Jeg: Så giv mig 15 min. til næsepilning, psykisk omsorg, bare noget.
Planlægger: Det kan jeg ikke, alt skal visiteres.

Jeg gik til visitator:

Jeg : Jeg har brug for 15 minutters køretid for at komme rundt til mine 3 første borgere.
Visitator: køretid under 5 min. eksistere ikke i systemet.
Jeg: Så giv mig 15 min. til næsepilning, psykisk omsorg eller en teleport, hvis du har en.
Visitator: Det kan jeg ikke. Alt hvad der visiteres ryger til Bruxelles og der laves statistik og sammenlignende statistikker på alle EUlandene, det ville give et forvrænget billede af hvad der forgår i ældreplejen i EU.
Jeg: Ældreplejen er forvrænget med det nye “omsorgsprogram og Jeg vil skide på EUs statistikker, jeg vil bare have min dag til at hænge sammen.

Jeg fik aldrig de 15 min.

De ledere jeg havde beundret før, blev til sorte huller man kunne råbe i så meget det skulle være, uden at en lyd kom videre. De passede deres egen lille løngenerator, da de vidste at kun andre sorte hulle ville opsluge deres anmodninger om mere tid hos borgerne.

Sygeplejerske, social og sundhedsassistent, social og sundhedshjælper er alle en del af den mølle der burde hjælpe de gamle til et værdigt og trygt liv, men på hvert deres faglige niveau bliver de alle mere eller mindre knust i møllen. De uempatiske mindre end de empatiske, de sjuskede mindre end de omhyggelige og de ligeglade måske slet ikke.

Systemet fremelsker de ligeglade, dem der, som det eneste, høster deres levebrød her. Dem der først og fremmest høster selvværd, faglig stolthed og arbejdsglæde brydes ned og spyttes hurtigt ud.

Hvad alt dette betyder for de gamle i møllen, kan jeg slet ikke holde ud at tænke på.

Udgivet i Min mening, Samfunds kritik | Tagget | Skriv en kommentar

Blot en episode på et plejehjem


Der er en episode der altid dukker op i mit hoved, når talen falder på den nyere ældrepleje. Det er en lille historie fra det virkelige plejehjemsliv, et øjebliksbillede kunne man kalde den, som forgik i 2008, hvor Højrefløjens “reformer” var godt implementeret: Jeg passede en afdeling på et plejehjem i aftenvagt. På naboafdelingen var der en vikar der aldrig havde været der før og springvagten, som roterede over 3 afdelinger, var en uuddannet ung kvinde på 19 år. Springvagten hentede mig, fordi på en af akutstuerne lå en meget syg dame, som lige var kommet fra hospitalet og de kunne ikke få hendes medicin i hende.

På stuen mødte jeg en lille tynd, sammenkrummet kvinde med bange øjne, som lå i sengen. Vikaren virkede vred og stresset. Ja hun vil ikke åbne munden og sygeplejersken slog fast at hun SKULLE have hendes medicin, sagde hun. Den unge springvagt var tydelig bekymret for om sygeplejersken ville blive vred.

Jeg gik en til sengen, lagde hånde på kvindens arm og sagde hej jeg hedder Vinni, er der en grund til at du ikke vil åbne munden ? Hun svarede ikke, men kiggede på mig og jeg læste et ja i hendes øjne. Gør det ondt i din mund ? spurgte jeg. Endnu et lydløst ja. Jeg spurgte: Vil du åbne munden, så jeg kan se ind i den, måske kan jeg hjælpe dig. Jeg lover, at jeg kun kigger.

Her vrissede vikaren utålmodigt: Hun forstår ikke en skid af hvad du siger….Ti nu bare stille lidt, svarede jeg.

Jeg gentog spørgsmålet og løftet til den gamle kvinde og hun åbnede munden. Der så jeg masser af knust pille pulver og hvide svampebelægninger og blodige afskalninger.

Jeg fik lov til at rense hendes mund og efter samråd med sygeplejersker startet en svampebehandling op, givet hendes hjertemedicin i lidt banan og resten måtte sygeplejersken finde nye løsninger på og gav lidt rådgivning til vikaren og springvagten og så gik jeg tilbage til mit eget, nu forsinket arbejde, med gråden stikkende i halsen.

Folk uden nævneværdigt empati har ikke en chance i det nuværende stress-og jag-system for at lære det og svært syge og hjælpeløse mennesker mister hurtigt deres værd og bliver fjenden, som man skal mage således, at personalet kan sætte “opgave udført” symboler på listen.

Jeg bebrejder ikke vikaren og springvagten, for de er et produkt af de rammer, de er formet under, ligesom jeg er et produkt af de mere medmenneskelige rammer i firserne, som jeg blev fagligt og menneskeligt formet i.

Jeg er selv rædselsslagen for at blive en lille, hjælpeløs, gammel dame med bange øjne i en seng på et plejehjem eller et hospital !

Udgivet i Samfunds kritik | Tagget , | Skriv en kommentar

Om kønskamp, ditto kultur og identitet


Havde jeg som tiårig fået spørgsmålet om jeg hellere ville være en dreng, havde jeg svaret JA. Jeg var dybt ulykkelig, da mit bryst sprang i knop, for nu var det slut med at føle sig som en indianer, en politimand eller en røver i mine yndlings lege. Først da jeg var tyve, forstod jeg, at det var det totale fravær af seje kvindeforbilleder, som gjorde mig ulykkelig over min spirende kvindelighed. At kvinderne var taberne og havde været det i århundrede, vidste jeg uden at kunne sætte ord på den gang. Kvinderne var tabere, skabt i den knusende kønskultur-maskine, som har kørt uanfægtet alt for længe og jeg ønskede ikke at være en taber. Havde det været oppe i tiden dengang, havde jeg været en mand i dag, dog en anden slags mand end dem der er født som en, da ti års kultivering ikke går sporløst over et barn.

Jeg lærte heldigvis at sætte pris på min kvindelighed og forstå at kønnet ikke er en begrænsning i dag, men en specialisering og netop opdagelsen af et sejt, voksent forbillede hjalp (Sigourney Weaver i Alien) gjorde en stor forskel.

Om alle disse afarter af køn og kønsidentiteter havde eksisteret uden denne stereotype, altdominerende kønskultur-maskine, tvivler jeg på, men de er et faktum. At jeg ser dem, som en måde at reagere på, netop nu, hvor kønskultur-maskinen vakler, betyder ikke at jeg har ret, men at folk heldigvis er på vej til at måtte føle sig, som de gør, uden evige korrektioner fra omverden. Maskinen som knuser kultur-maskiner, må have lov til at køre, også selv om det gør ondt, også for mændenes skyld, da mange af dem var i klemme i den samme maskine.

Mennesker skal blive, hvad de kan og de ældgamle lænker, som køn, farve, race, alder, rigdom og andet, som favorisere og hæmmer nogle frem for andre, ser jeg gerne som et fortidens mørke, der forsvandt med det moderned menneske og jeg venter spændt på dets kommen.

Udgivet i Min mening, Samfunds kritik, Uncategorized | Tagget , , | Skriv en kommentar

Jeg, et mirakel !


Jeg er 62 år og jeg lever. Jeg kunne være død på tusinde måder, men jeg kørt aldrig galt i min bil, blev aldrig kørt over af en af  tusinder forbikørende biler og jeg mødte aldrig den morderiske voldsmand. Jeg faldt heller ikke af hesten (nåh jo det gjorde jeg, men kunne kravle op igen og så er man ikke en virkelig falden) eller druknede i havet ved Als og Nejs eller i Åen som barn.

Jeg blev født fordi min far og mor tilfældigt mødte hinanden og blev sammen. Fordi de traf de valg de gjorde og fordi tilfældet ville at min sønderjyske far aldrig kom til Sverige som planlagt. Fordi netop DEN sædcelle kom først til ægget og fordi netop DET æg var modent, samt fordi koblingen var levedygtig.
Grundlaget, for at de blev født, er en pyramide af tilfældigheder, som minder om grundlaget for mig, men det breder sig nedad og udad igennem utallige slægtled til menneskeartens fødsel, videre ned igennem et hav af forgående arters udvikling indtil  snævres ind og bevæger sig mod alt livs begyndelse i ur-suppen. Et proteins fødsel eller noget lignende for 3,8 milliarder år siden.

Altså består forudsætningen, for at jeg kom til live i 1958, af så svimlende lange ane-kæder og et ubegribeligt antal af vellykket udvikling, fravær af uheld og fejl, og fremstår nærmest som et usandsynligt, magisk mirakel.

Når jeg tænker på at der er 7 milliarder mennesker og uendelig mængder af dyr og planter, fra de største til de usynlige mindste her på kloden (også Corona virus), som alle kan fremvise samme mageløse arve-rejse igennem milliarder af år og astronomiske antal af aner, så må jeg sande at planeten Jorden er fuld af mirakler.

Jeg takker verdens milliarder af mangeartede forfædre for deres styrke og livskraft og sender ønsker ud i fremtiden til de kommende milliarder, om at de må have den samme styrke og livskraft, samt en masse mirakuløst held ligesom alle os, deres forfædre og formødre.

Udgivet i Filosofi, Hurra-mode | Skriv en kommentar

Nogle i World Of Warcraft


En kort gennemgang af hvad World og Warcraft  egentlig handler om.

Der findes nogle og de keder sig. De er selvfølgelig uvenner over hvem af dem, der er den største og styggeste boss.
Så de skaber nogle lidt mindre nogle, som dog er ret store.
Disse skal så slås med de andre nogles lidt mindre nogle, men de vil ikke slås, så de skaber nogle endnu mindre nogle til at slås for dem.
Disse nogle vil godt slås, men ikke alene og de vil ikke dø. De vil hellere have nogle meget mindre nogle til at dø for dem. Dem skaber de så og de er ret små.
Og så slås de alle sammen.

Vi har mødt flere af disse nogle, men ikke dem alle. Det ser ud til at hvert element i WOW-universet rummer nogle, som er størst og som alle har skabt sig en hær af nogle lidt mindre, endnu mindre og meget mindre nogle af bar kedsomhed, grådighed eller måske bare fordi at i enden “there can be only one” (røvhul red.) ! Der er mange års spillefornøjelse tilbage i WOW, hvis altså nogle mennesker gider skabe det.

Udgivet i Indsigt-Påstande, Kort og godt | Tagget | Skriv en kommentar

Digitalt vanvid breder sig og nærer selvsygen


Digitale gravsten med link, og det hele til ens FB profil, Twitter konto, Instagram, Linkedin og Youtube og hvad er nu findes. Et paradis for selfinister, navlepillere og andre jeg-fantaster, som kan bruge deres liv på at redigere, hvem de var eller snarer hvem de vil ønske eftertiden vil tro at de var. Wow sikken en kæmpe industri det kunne blive……….. menneskeheden er sq fortabt og implodere til en mikroversion af et sort hul under vægten af egen betydning. Ingen gider læse 7,5 milliarder Hashtag idiot, de har for travlt med at finpudse deres eget.

Det dur altså bare ikke at menneskeheden får midlet til at bygge hver deres egen lille pyramide, mausoleum eller Operahus i et forsøg på at blive “husket” Lidt billeder må kunne gøre det. De kan brændes, når ingen mere aner, hvem der er på dem. Smukt er det, at om hundrede år er alting glemt og ressourcerne kan gøre mere nytte andet sted og hvis vi forvalter dem godt, også i en anden tid.

Udgivet i Indsigt-Påstande, Kort og godt, Min mening, Samfunds kritik | Tagget , , | Skriv en kommentar

Kinametoden


Armlægningen imellem Kina og kapitalismen tager til og kineserne synes at have fat i den lange ende. De har fint fattet, at magthavere i store dele af verden er folk med grådighed i højsædet og en dybfølt trang til rigdom. Derfor virker den kinesiske model med deal kontra no deal så effektivt imod den vesterlandske ytringsfrihed og den kinesiske kontrol over masserne breder sig stille, som et globalt terror-mindset.

I en fuldt udviklet kontrolmodel kan det, at jeg har skrevet dette, i fremtiden betyde at mit barnebarn f.eks ikke optages på en uddannelse eller kan få et job, fordi kinesiske finans-interesser nedlægger håndfast veto og så er begrebet ytringsfrihed slettet af historien.

Måske sker det ikke, men jeg synes at samhandlen med Kina bør mindskes til de har fattet, at deres indrigs-metoder ikke må række ud over den kinesiske mur.

Udgivet i Min mening | Tagget | Skriv en kommentar