En syg historie om stress.


Jeg er ikke i tvivl om, at havde min egen læge været dygtig og lyttet til mig allerede i 2006, da jeg sagde, at der var noget rivende galt med mig og ikke bare havde checket af på et skema og stillede en antidiagnose : du er ikke deprimeret ! så kunne min stress tilstand været stoppet/opdaget her.
Et par år senere (2oo8) var jeg flyttet og fik en ny læge, bad om en psykolog, men da alle de psykologhjælps udløsende factors, jeg havde, var forældede, fik jeg tilbudt en gratis psykiater, som jeg tog imod, man kunne vel snakke til sådan en.
Hun så mig Een gang og ordinerede antidepressiva, hvilket jeg tog imod, da jeg havde hørt, at kommunerne kunne forlange noget sådan, hvis jeg skulle nå der til. Jeg mente dog ikke, at jeg var deprimeret, bare var velbegrundet ulykkelig. Var på det et år, uden virkning og jeg stoppede efter samråd med psykiateren. Så psykiateren med 3-6 måneders interval og i 2011 kom hun på at lave en kognitiv test. Resultatet af denne sendte mig til scanning, som viste svind af hjernebarken og så forstod jeg, hvorfor jeg havde det, som jeg havde det og søgte ftp.

Den proces gav rigeligt med næring til min stress sygdom. Jeg mødte 4 sagsbehandlere, hvor der intet skete i min ftp-sag, fik så en ny, nr 5 og hun var effektiv og endnu ikke udbrændt (som at vinde i lotteriet) og efter en del kommunale undvigemanøvre, selv med lægen, psykiateren, sagsbehandleren, arbejdsprøvnings teamets rapport og den kommunale lægekonsulents anbefalinger i ryggen, skulle min sag omkring en ny undgå-førtidspensionister-fidus : psykiatrisk lægekonsulent (pga det år med antidepressiva, som jeg fik, inden min diagnose var fundet, endsige søgt efter) Men den 21-12-2012 ringede min sagsbehandler og sagde glædelig jul, du får ftp fra den 1-1-2013 !
Jeg har kunne mærke, at en tydelig ro indfandt sig med med førtidspensionen. Min angst for at ryge på gaden, at måtte aflive resterne af et ældre dyrehold fra tiden før, som jeg føler mig ansvarlig for og for ikke nogensinde at finde ressourcer til igen, at være noget for mine 2 døtre, forsvandt.

Jeg har siden hørt og læst mange syge menneskers historier om deres kampe med kommunerne og hvis jeg ikke havde været veltalende, åben og følt mig på lige fod med autoriteterne, tror jeg faktisk ikke, at min kamp havde været overstået på 2 år. Arme de mere lukkede, generte mennesker med dårlige talegaver, hvis frustrationer kommer til udtryk i form af vrede, der havner i det system, som er fyldt med magtesløse, frustrere ansatte.

Jeg vil lige nævne, at da jeg fik diagnosen i 2011, gik jeg hjem. Jeg har aldrig modtaget nogen former for hjælp, vejledning eller støtte til at håndtere følgerne af min hjerneskade, ikke engang en brochure og jeg havde heller ikke overskud til at bede om det. Er jeg bitter, ja for søren, men jeg er også stolt, for jeg lever stadig og føler mig derfor stærk.

Hvis min personlige historie, havde været mit eneste møde med “sundhedsvæsnet” så havde jeg nok være skeptisk, men eftersom jeg har arbejdet i det fra 1978 og oplevet et utal af stramninger, omstillinger og forringelser og ydermere har været pårørende og tovholder i mine forældres forfærdende forløb, som ved en effektiv mangel på knowhow og tid, både i sygehusvæsnet og i hjemmeplejen, tog livet af dem med 40 dages mellemrum, så vil jeg mene, at systemet er udhulet og ikke virker mere, ikke fordi der ikke er brug for det, men fordi dem der har brug for det, ikke har noget at skulle have sagt og dem der har, er ligeglade.

Derudover har Jeg spekulere på, hvad mon resultatet ville vise,  hvis alle der var sygemeldte, alle som var førtidspensioneret efter længere tids stresssygdom, fra høj til lav i den stressede offentlige sektor, blev scannet ?
Samfundet stresser og spytter hjerneskader ud, samfundet ønsker robotter, mennesker er ikke robotter, find på noget andet !

Lidt relaterede links (lidt mange, men emnet er et jeg har indsigt i og som står mit hjerte nært)

https://vinnims.wordpress.com/2013/08/26/bille-mentalitet/
https://vinnims.wordpress.com/2013/07/22/besparelse-pa-medmenneskeligheden-koster-dyrt/
https://vinnims.wordpress.com/2013/07/10/menneskelighedens-konsekvens/

https://vinnims.wordpress.com/2013/08/04/kejserens-nye-klaedeindustrien/
https://vinnims.wordpress.com/2013/08/05/borgerservice-et-dramatisk-eventyr/
https://vinnims.wordpress.com/2013/08/05/vestlig-nedtur-arsager-og-virkning/
https://vinnims.wordpress.com/2013/08/02/solidariteten-fosser-ud-af-danmark/

Om Vinni

Jeg er 58 år og er uddannet Veterinærsygeplejerske og biologilaborant sidst i 70erne, derefter blev jeg sygehjælper og har arbejdet, som sådan til jeg blev sygemeldt i 2008. I dag bor jeg i Kalundborg. Hvorfor jeg er lige her, aner jeg ikke, men her er ok at være. Min blog er mit værktøj til at få tanker ud, der ellers ville rumstere og skabe uro. Den er en blanding af sære filosofiske tanker og meningsfulde meninger om samfund og mennesker. Du kan tage for pålydende eller lægge i det, hvad du har brug for.
Dette indlæg blev udgivet i Samfunds kritik og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.