Da jeg startede som sygehjælper i 1980 fik man ansvaret for et antal menneskers ve og vel. Der var nogle ydre rammer, som man skulle holde sig inden for og et hensyn til disse menneskers ønsker og behov.
Hvis man overtog denne gruppe mennesker efter en anden, havde denne skrevet en list om hvem, hvornår og hvad til hjælp for afløsere og nye medarbejdere, således at de kunne gøre deres bedste for disse menneskerne.
Som tiden gik, menneskerne ældes, sygdomme udvikler sig, nogle dør og nye kommer til, så skrev jeg listen om, så den var tidsvarende og passede med de faktiske forhold. Det var en del af mit ansvarsområde og en hjælp til at passe menneskerne bedst muligt, på den smarteste mulige måde.
I dag eksistere sådanne lister stadig, men de proppes med så mange mennesker og så lidt tid, at ingen kan passe menneskerne på en menneskelig måde. Listerne er udformet, så de passer de programmer, der skaber listerne og de politiske vinde, ikke så de passer til faktiske forhold og menneskelig individualitet.
Listerne er blevet et samlebånd og folk fjernt fra menneskerne, sætter konstant farten op på samlebåndet, fordi de hellere vil bruge pengene på højtlønnede ekstra ledere, smarte IT systemer, som spytter lister ud og de bruger hænder på at fodre systemerne med nye data, reparere og vedligeholde dem og hænderne til det arbejde, tager de fra gruppen af  de hjælpere, der skal effektuere listernes krav, dem der står (løber) ved samlebåndet.

Paradokset er at de hænder, der passer IT-systemerne, er dyre end dem der passer menneskene. Så intet spares, selv om det måske var det oprindelige formål.

Jeg ville gerne være sygehjælper igen, ikke i dag, men a la anno 1980-1995 !