Ensomhed


DR2 køre emnet Ensomhed som tema pt og det fik mig til at overveje, hvad ensomhed er for mig.

Fravær af ensomhed er for mig tilhørsforhold, der er så selvfølgelige, at man ikke tænker over dem.

Tilhørsforhold:
Far og mor
Mormor og morfar
Sommerbarndomsvennerne
Den sønderjyske familie
Som 20 årig, hjemmeværnets nye vennekreds
Ægtemanden og senere børnene.
Naboer og kollegaer

Skolen lærte mig, hvad ensomhed er, nemlig at være sammen med menneske, som ikke gav mig følelsen af at høre til, snare tvært om.
Jeg så også, at jeg ikke var den eneste og det gav et semitilhørsforhold til de andre tilhørsforholdsløse. Klart et surrogat.

Fra 20erne og til 50 året, var tilhørsforholdene tilstede i mange lag, de år ser jeg som mine bedste år.

I dag har jeg tilhørsforhold til naboer, de er af den art, der opløses af varig afstand, samt til en gammel kollega og et fjerntilhørsforhold til børnene, og et ubærligt tilhørsforhold til min ex, som jeg ikke magter at løfte.
Mit daglige og selvfølgelige tilhørsforhold har jeg haft via internettet og Team Speak i snart 9 år, en “snakke og være tavse sammen” ven.

At være alene passer mig fint, det er det at være sammen med andre, uden at føle at jeg hører til, som får mig til at føle mig ensom. Sådanne former for samvær har jeg lært at undgå, allerede som ganske ung.

Mennesker har et indbygget behov for tilhørsforhold, da det er en af vores vigtigste overlevelsesstrategier. Tilhørsforhold er stenene i muren mod ensomhed og ensomheden er et udtryk for ringere chancer for at overleve (enlige har også en kortere forventet levetid)

Familie og venner er de store sten i denne mur, bekendte er de små. Arbejdet giver et ydeligere lag i tilhørsforholds muren og ud over de mange problemer som manglen på penge giver, er arbejdsløsheden et alvorligt hul i værnet mod ensomhed og tilhørsløsheden.

Min konklusion er at jeg ikke er ensom, jeg er alene.

En slags PS: Om samfundets retorik rettet mod de arbejdsløsheds ramte, kan jeg kun sige, at jeg ser den som et overgreb.

(At forstå overgrebets fysiologi, gør det klart at menneskenes valg om at lide i stilhed, er den størst fejl man kan begå, da det er som en stille accept af, at det slet ikke er et overgreb. https://ullaseftertanke.wordpress.com/2015/04/29/et-overgreb-stopper-forst-nar-det-har-opnaet-officiel-status-af-et-overgreb/ )

Reklamer

Om Vinni

Jeg er 58 år og er uddannet Veterinærsygeplejerske og biologilaborant sidst i 70erne, derefter blev jeg sygehjælper og har arbejdet, som sådan til jeg blev sygemeldt i 2008. I dag bor jeg i Kalundborg. Hvorfor jeg er lige her, aner jeg ikke, men her er ok at være. Min blog er mit værktøj til at få tanker ud, der ellers ville rumstere og skabe uro. Den er en blanding af sære filosofiske tanker og meningsfulde meninger om samfund og mennesker. Du kan tage for pålydende eller lægge i det, hvad du har brug for.
Dette indlæg blev udgivet i Indsigt-Påstande, Uncategorized og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.